Katalog
Malta er en mindre ø-nation, der ligger i Middelhavet, lidt syd for Sicilien. Nationen består af tre beboede øer, Malta, Gozo og Comino og har i alt 400.000 indbyggere, hvoraf mange lever af turisme.
Klimaet er mildt og mange danskere rejser da også til øerne for at holde ferie. Landets specielle historie, hvor fønikere, grækere, karthagere, arabere, tyrkere m.fl. har besøgt og efterladt forskellige spor på øen, gør Malta til en spændende rejsedestination.
Hovedstaden i Malta er Valletta, men det er byen Sliema tæt ved, der er Maltas største og mest moderne by. Sliema har et betydeligt og livligt butikscentrum med caféer og restauranter, og en tre kilometer lang strandpromenade.
Byen kan være et godt sted at starte sin rejse. Videre rundt i landet kan et stop ved bl.a. Ggantijia-templerne, anbefales. Templerne er de mest værdsatte arkæologiske fund fra den maltesiske forhistorie og regnes for verdens ældste fritstående monument.
En anden spændende seværdighed, er Ghar Dalam-grotten på Maltas sydkyst ved byen Birzebbuga. Denne grotte er det ældste tegn på menneske- og dyreliv på Malta med et interessant lager af fossiler.
Man kan også sejle ud og se Cominotto´s blå lagune, der ligger ved den lille ubeboede klippeø Cominotto, 100 meter øst for Comino. Det lækre farvand er et meget besøgt sted. Besøger man Malta om sommeren, bør man også overvære en af de mange helgenfester (festas), der afholdes hver weekend i enhver lille by.